Alles nummer 1 must-do aktivitet her i Sri Lanka, er efter alt at dømme, at tage det lokale tog fra Nuwara Eliya til byen Ella. En 2-3 timers tur med udsigt til ubegribelig smukke landskaber. Toget kører 3-4 gange om dagen, og turen er uden sammenligning en af de største turistattraktioner her i landet. På trods af den uhørt lave billetpris, eller måske netop på grund af samme, er det at få den helt rigtige billet, tydeligvis som at vinde i lotteriet. Der findes 3 rejseklasser:

1. klasse, som er lukkede vogne med aircondition. Disse er normalvis forhåndsbooket 2-3 måneder frem af større rejseselskaber, og menig mand kan kun få fingrene i dem på det sorte marked eller hvis man har de helt rigtige forbindelser.

2. klasse med sædereservation er de mest populære. Her sikrer man sig nemlig billet til at sidde, hvilket ellers kun er de færreste forundt. Og er man særlig heldig, får man plads på højre side, som giver den smukkest udsigt. Også disse billetter er udsolgt måneder i forvejen og mere populære end 1 klasse, da vinduer og døre er åbne, og man derved kan hænge ud og få alt med på nærmeste hold. Og ja, du læste rigtigt. Her står man bare og hænger eller sidder ud af togdørens åbning. Så hvem har brug for lukkede vinduer og aircon på 1.klasse, når der er naturlig udluftning og første parket til de smukkeste naturoplevelser på 2. og 3.

2. og 3. klasse uden sædereservation. Det er så de billetter, der er tilgængelige for menig mand og folk som os, der tydeligvis var for sent ude. Og tro mig: Der er INGEN system i noget som helst. Ingen ide om hvor mange billetter, der sælges, ej heller hvor mange folk, man lukker ind på perronen eller hvor lang en strækning, man skal køre. Her er ”room for improvement” ift at få processen optimeret (man er vel projektleder), men i virkeligheden er det uorganiserede måske også den charmerende del af oplevelsen.

Stilhed før stormen

Og således drog vi fulde af fortrøstning afsted til Nano Oya (stationen nærmest Nuwara Eliya) for at køre med middagstoget, som er dagens største tog med 10 vogne. Med 5 billetter i hus til den nette sum af 550 Rupies (22 kr.) var vi klar. Og så ventede vi ellers. Startende med en forsinkelse på næsten 2 timer, førend den blå slange af et tog med 10 togvogne endelig hylede i det fjerne og gjorde sin længe ventede entré på perronen. Der var sort af mennesker, og ud af det blå opstod nærmest krigslignende tilstande. Folk masede og moslede for at komme ind i toget, der tydeligvis allerede ved ankomst var mere end fyldt. De få der skulle af fik ingen plads, og stemingen var decideret ubehagelig. Særligt Selma var ret betrygget, og da vi endelig kom ind og stod i togets mellemgang, blev det kun værre. Alle maste og særligt børnene havde kummerlige forhold blandt tasker, kæmpe rygsække og poser. Turister af værste skuffe, der bare skulle frem frem frem. Selvom folk nærmest var ved at falde ud på modsatte side af toget, stoppede folk fortsat både store rygsække og sig selv ind. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Selvom oplevelsen måske var den, jeg havde set allermest frem til, blev det klart, at det ikke var noget at byde børnene (eller nogen andre) i 3 stive timer, og at den oplevelse vi ville ende med at få, under ingen omstændigheder ville stå mål med forventningerne. Shiron stod heldigvis stadig troligt og ventede på perronen, og havde vi ikke valgt at stå af, havde han med sikkerhed stået tilbage og vinket os afsted som en far til sin børneflok, der drager ud i verden på oplevelser.

Da ”krigen” havde lagt sig, de der havde overgivet sig og var stået af, og toget atter trillede ud fra Nano Oya stationen, sad vi igen godt og sikkert i Shirons bil. Skuffede, ja! Men overbeviste om, at vi traf det rigtige valg. At rejse handler for os om at følge vores drømme, være nysgerrige på vores omgivelser og ikke lade os skræmme, og derfor kører vi fx gerne på scooter med 2 børn. Men det er helt essentielt, at det skal føles sikkert og rigtigt, og det gjorde denne togtur ikke.

Hvor togturen skulle være smuk, må strækningen i bil siges, at være pænt kedelig. Ingen særlige udsigter og hårnålesving hele vejen 68 km nedad – det var hård kost for de af familiens medlemmer, der ikke havde fået køresygepiller.

Thi-hi  ud stod de andre og ind stod vi! 

Ella – Badulla. Måske verdens bedste come-back tur.

 

MEN efter Ella ligger byen Badulla, som er sidste stop på selvsamme togtur. Og eftersom alle turister står af i Ella – ja, så er der kun de få lokale tilbage, som skal med til sidste stop. Så hvorfor ikke hoppe på, hvor alle står af? Så tænkt, så gjort. Og da næste dags ”krigs-tog”, trillede ind på stationen i Ella, stod vi klar igen. Denne gang med 5 nye billetter til den nette sum af samlet 4 kr. Og ud væltede alle turistene, og ind smuttede vi i en stort set tom togvogn.

45 minutter til Badulla med frit valg på alle hylder hvad angik sæder og åbne døre. Det var intet mindre end magisk. Måske var landskabet ikke så guddommelig smukt, til gengæld var ruten fuld af søde og smilende lokale børn og voksne, som nærmest vinkede os hele vejen til Badulla. Og vi fik køreturen over den smukke 9-arch bridge, og vi så da også både vandfald og smukke the-plantager undervejs. I Badulla blev vi hentet af Shiron, som kørte os retur til Ella og en hyggelig aften med dejlig rice and curry i byen.

Kom med på tur