En rejse starter for mig altid lang tid før, vi står med rygsæk eller kuffert på vej ud ad døren. De fleste af vores rejser tager form i mit hoved i måneder og nogle gange årevis, førend de bliver til virkelig.
Nogle forbliver drømme og ligger på tegnebrættet og bliver måske (aldrig) til noget. Jeg har hundredevis af steder, jeg gerne vil besøge og oplevelser jeg føler, ligger og venter på os derude. Steder jeg er faldet over via rejseblogs, Instagram, avisartikler eller som på anden vis har sneget sig ind på mig, og fået lov at blive en del af hele det store bagkatalog af rejseplaner og udlængselsdrømme, der er en stor del af mit liv og mine tanker.
I dette tema får du mine bedste tips til at få succes med din egen rejseplanlægning lige fra inspirationssøgning, til booking af billetter, overnatninger og udvælgelse af de helt rigtige oplevelser.
Er det at planlægge en rejse selv noget for alle?
Jeg vil vove den påstand, at alle selv kan finde ud af at planlægge en rejse. Men NEJ – det er ikke for alle. Man skal synes det er sjovt – for det tager tid – særligt før rejsen, men også under. I dette tema får du både fordele og udfordinger ved at planlægge selv, og så kan du jo vurdere, om det er noget, du vil kaste dig ud i!