Hvilken græsk øer er bedst?
Det er vist ingen hemmelighed, at Grækenland har en særlig plads i mit hjerte, og derfor også fylder meget her på bloggen, hvor du finder mere end 30 indlæg fra en masse forskellige øer.
Men hvilken græsk ø er den bedste?
Jeg kan ikke længere tælle, hvor mange gange jeg har besøgt landet, som siden starten af 90’erne har haft en helt særlig betydning for mig – hvis ikke du kender historien, kan du læse mere her
De 3 bedste græske øer
Jeg får meget ofte spørgsmålet “Hvilken græske ø er så den bedste – hvad er din favorit?”, og det ender altid med en ministerforklaring, der aldrig sådan helt entydigt giver et svar.
Vi har gennem årene besøgt mere end 15 øer, og hver eneste lille ø, har sit helt eget at byde på, og jeg synes, det er så svært at råde, da det der er drømmen for os, måske slet ikke er det andre drømmer om.
Men faktisk er jeg med årene nok kommet frem til tre øer, som jeg hører mig selv fremhæve gang på gang. Så jeg tænker, at de nok aspirerer til at få titlen som mine yndlingsøer, selvom jeg næsten føler jeg forråder en masse andre fantastiske øer, ved at lave dette indlæg.
Jeg kan dog ikke liste dem 1, 2 og 3, så rækkefølgen er vilkårlig.
Korfu
Vi har været på Korfu to gange, og alene det at vi er kommet tilbage, siger noget om stedet. Vi rejser sjældent tilbage til steder, vi har besøgt tidligere, da vi er alt for oplevelseshungrede og nysgerrige på at udforske nye steder.
Korfu er den nordligste af de 7 ioniske øer og ligger nordligt tæt på Albaniens kyst (man kan med fordel kombinere med ferie i Albanien fra øen).
BONUSØERNE PAXOS & ANTIPAXOS
Grunden til at Korfu kommer med i top 3, skyldes ikke blot at øen er smuk og strandene og vandet fantastisk, men også de 2 små øer Paxos og Antipaxos, der ligger blot nogle timers sejlads derfra, og som jeg klart vil anbefale at man afsætter nogle dage til.
Her så vi det smukkeste vand, vi nogensinde har set – vand der absolut kan leve op til de asiatiske bountystrande.
På Korfu får du:
- En stor gammel smuk by, der ligger perfekt placeret ved vand og midt på øen.
- Utrolig smuk og storslået natur – øen ligger nordligt og er sammen med de andre ioniske øer noget mere grøn end de øvrige øgrupper.
- Hundredevis af lækre strande med det klareste vand. Mange af dem ral eller sten, så hav badesko med, og lad ikke stenstrande afskrække dig – det er netop den bund, der giver det helt fantastiske vand du ser på billederne ovenfor – de fleste steder, er der dog sandbund et kort stykke ude.
- Solnedgange i verdensklasse på Loggas Beach.
- Ø-hop til Paxos og Antipaxos – Grækenlands Caribien.
>>>> Masser af storslåede oplevelser på Korfu
>>>> guide til Paxos & Antipaxos
Tinos - gaven, du ikke vidste, du ønskede
" Tinos har været intet mindre end en af de helt store gaver. I ved; den under træet, man ved første øjekast tænker, ikke lige ser ud til at være den mest interessante, men som – efter den er pakket ud – bliver en af de bedste, man nogensinde har fået, og som man holder tæt til kroppen i mange år fremad. Sådan en gave er Tinos.
Uddrag fra indlæg, 2017 Tweet
På intet tidspunkt var jeg i tvivl om, at Tinos, som er en del af øgruppen Kykladerne, skulle med på min Top-3. Hvor de to andre øer i denne artikel, er øer jeg har besøgt flere gange, har jeg faktisk kun været tre dage (!!!!) på Tinos, og jeg drømmer ofte om at komme tilbage.
Fra første øjekast ved indsejlingen fra Andros vidste jeg at den ø, var noget ganske særligt.
Jeg har en forkærlighed for det autentiske, og selvom denne ø er lille og meget besøgt, er den ganske ukendt for de fleste. De besøgende er nemlig ikke turister men pilgrimme fra hele Grækenland, hvoraf mange besøger øen en gang årligt, da valfartskirken ligger på netop Tinos.
Selve kirken er den smukkeste og største græske kirke, jeg har set til dato – og virkelig anbefalelsesværdig.
På Tinos får du:
- En lille autentisk ø med store oplevelser i selskab med de lokale
- Smukke strande med det klareste vand, som er nemme at komme til, da øen ikke er så stor.
- De fineste byer – særligt hovedbyen med valfartskirken Panagia Evangelistria, hvor græskortodokse pilgrimme kommer til hele året og den smukke landsby Pyrgos på nordøen.
- Vi besøgte Tinos i forbindelse med et stort ø-hop i Kykladerne. Læs hele vores guide til de fem øer, vi besøgte og Athen her
>>> STOR GUIDE til Tinos
Kos - mit græske hjem
Alle der kender mig ved, at der aldrig ville være en top 3 over græske øer uden mit elskede Kos.
Øen (som ligger i øgruppen Dodekaneserne) har en særlig plads i vores hjerter, da vi har boet der halvandet år, og derfor har fået et helt særligt og indgående kendskab til øen og en masse gode græske venner der.
Udover at huse en masse personlige minder for os, er øen også på denne liste, da den har så meget at byde på.
Øen er så meget andet end 90’ernes partyø, og rummer i den grad utallige muligheder for fede oplevelser, hvad enten man rejser som par eller familie, ung eller gammel.
Der er ingen tvivl om, at vores kærlighed til øen, har smittet af på vores børn, som helt klart har øen på deres liste over favoritsteder i hele verden.
På Kos får du:
- En ø fuld af mangeartede oplevelser for hele familie
- Oplagt mulighed for at opleve omkringliggende øer med båd
- En livlig by med den hyggeligste havn og et utal af skønne spisesteder
- Varme kilder og fine bjergbyer med smukke udsigter, som også indbyder til cykelture på Mountainbike, hvis man er til den slags.
- Lækre strande
- En ø, hvor man kan komme sikkert rundt til at på cykel.
- Rejser man med små børn, vil jeg anbefale at bo i byen Tigaki 10 km. fra Kos by. Her finder man øens bedste sandstrand, og området er meget børnevenligt. Med større børn (over 8 år) vil jeg anbefale Kos by, hvor der sker lidt mere.
>>>> få mine INSIDERTIPS til kos
💛 Jeg har samlet det hele ét sted
Hvis du gerne vil slippe for at bruge timer på research, har jeg lavet en e-bog, hvor jeg har samlet mine erfaringer fra +30 års rejser i Grækenland.
Så du kan vælge ud fra det, der passer til dig.



Hej
Nu har jeg surfet rundt på din meget fine blog, så tak for den, det har helt sikkert været en stor hjælp, men er stadig sådan i tvivl om hvad vi skal vælge.
til september/oktober vil vi gerne tage 3 ugers ø-hop i det græske, men med os har vi en dreng på 2,5 år og en på 9 mdr. vi forstiller os 3-4 øer. Vi rejser med rygsæk og hvad der kan være på vores dobbeltklapvogn. Vi ønsker at komme ned i tempo rejse i et roligt tempo, opleve det autentiske og gode badesteder for børn. Vi ønsker ikke at leje bil, men tage bussen som en del af dagens oplevelser eller gå de kortere ture.
Så jeg vil høre om du kan anbefale mig hvilken øer vi skal kigge nærmere på, mit indtryk er at nogle af øerne har et meget højt tempo eller kræver bil, og vi kan simpelthen ikke vælge mellem alt det gode.
Hilsen Melissa, Rasmus, Matti og Noah
Kære Helle.
Jeg bestilte guiden, hvor der stod, at den ville komme i løbet af 10 sek. Det gjorde den ikke, hvorfor jeg senere skrev til dig på Linkedin.
Nu har jeg fået den. Tak for det. Den er fin. Som jeg skrev, så er det næppe mig, der kommer til Grækeland, men jeg kender flere, der gør.
Kærlig hilsen din gamle kollega Bente (Kjær)
Kære Bente,
Hvor dejligt at høre fra dig og godt at du fik guiden frem. Alt det bedste til dig og dine. Knus H