Øens bedste solnedgang bag Pserimos set fra stranden i Tingaki.
For mere end 25 år siden tabte jeg mit hjerte (sådan rigtig for alvor) til Grækenland og særligt Kos, som er en de største øer i øgruppen Dodekaneserne (som betyder 12 øer i øvrigt).
Og denne sommer er det 22 år siden at jeg tabte mit hjerte til min dejlige husbond det selvsamme sted. Siden vi rejste derfra i 1996 har vi været tilbage mange gange, senest for 3 år siden, hvor vi for første gang havde børnene med.
Måske var det vores glæde for øen, der smittede, for spørg man dem i dag, hvor de helst vil hen på ferie, falder svaret prompte på Kos. Meeen vi holder Kos-pause, og er pt. i gang med at udforske andre dele af Grækenland, og selvom Kos for altid vil have en særlig plads i mit hjerte, må jeg indrømme at en ø som Korfu, hvor vi var forrige sommer også kan noget ganske særligt og andet.
Party eller kultur – Kos er svaret på det bedste fra begge dele
Vinteren 1993/94 tilbragte jeg på guideskole på Spaniens solkyst, og efter endte slutprøver stod vi alle med ansøgningsskemaet til første destination i hånden. Jeg var på intet tidspunkt i tvivl. Kos var mit første og eneste valg. Jeg VILLE bare til party-øen, som jeg på daværende tidspunkt allerede havde besøgt 2 gange tidligere. Med flid og held stod jeg 3 måneder senere i Rhodos lufthavn, hvorfra alle vi nye guider skulle videre med båd til Kos, da turistsæsonen endnu ikke var startet og der ikke ankom fly til øen. Herfra tog kærligheden til øen fart. De efterfølgende 3 sommersæsoner tilbragte vi på øen, som for altid vil have en ganske særlig plads i mit hjerte.
Omend pub-crawls og bargaderne trak i nattetimerne, blev jeg ret hurtigt klar over at jeg var meget mere udflugtsguide end party-guide. Jeg faldt promte for øen, lokalsamfundet og alle de kulturelle oplevelser den, og ikke mindst de omkringliggende øer, har at byde på.
Jeg kender den ø som min egen bukselomme, (stort set) enhver lille sti og grusvej.
Kender alle de gode steder. Stedet hvor solnedgangen tager sig bedst ud fra både landperspektiv, og de steder i bjergene hvor den tager sig bedst ud fra oven. Den strand hvor det godt kan betale sig at have 4-hjuls træk og overskride egne grænser en smule for at komme ned og bade i de fedeste bølger og have det hele helt for sig selv. Den fineste pinjeskov, der dukker op ud af det blå, og hvor grækerne hænger ud og holder picnic om søndagen.
Mini-guide og insider-tips til Kos
Jeg brygger i disse dage på et indlæg med alle mine bedste insider-tips til Kos. Deriblandet navnet på øens bedste strandbar, som I kan få et glimt af her nedenfor.
Skriv et svar