5fodspor

SPISESTEDER I OG NÆR HEJLSMINDE

Dette indlæg er IKKE sponsoreret

I min serie om Hejlsminde, får du i dette indlæg restaurantanbefalinger til vores yndlingsspisesteder. Alle nedenstående steder er afprøvet et utal af gange og jeg kan garantere, at der venter jer rigtig gode spiseoplevelser. Da stederne alle er populære, vil  jeg anbefale at du bestiller bord.

ellegårds landkøkken

Hejlsminde by er meget lille og rummer kun nogle få spisesteder. For 3 år siden åbnede Ellegårds Landkøkken lige midt på “strandpromenaden” – og hvilket sted. Stedet er smukt indrettet og maden helt utrolig velsmagende. Min svigermor siger at hun har fået den bedste citronfromage nogensinde her! Den håber jeg kommer på menuen til sommer, for så skal jeg ned og prøve den.

På restauranten (billede øverst i indlægget) serveres både frokost og aftensmad og i løbet af dagen kan man også nyde god kaffe, kage og is på terrassen – men direkte udsigt til Lillebælt! 

En dage om ugen fra 18-20 holder de Landkøkken for alle, som de selv så fint kalder for “fællesskabende spisning”.  Landkøkken for alle er social fællesspisning, hvor du kan møde din nabo eller én, du endnu ikke kender, hygge dig og få din aftensmad for små penge – uden at røre en finger.  Så fint et koncept, som vi helt sikkert skal frekventere en aften eller to til sommer.

tyrstrup kro

Tyrstrup Kro ligger ca. 10 km. fra Hejlsminde i Christiansfeld og byder på gourmetmad i de smukkeste omgivelser og med den bedste betjening. Her kan du spise både til frokost og aften og skulle du have lyst at blive og overnatte kan det også lade sig gøre.  Stedet er smuk og uhøjtideligt, 

den gamle grænsekro

Ingen tur til Hejlsminde uden Wienersnitzel på Den Gamle Grænsekro ved Christiansfeld. Stedet er så hyggeligt og autentisk, og som det helt særlige historiske sted det er, synes jeg at denne restaurant er et must-visit i området. Kroen ligger præcis, hvor græsen til Tyskland kom til ligge i 1864.

Stedet byder på traditionel dansk mad. Store og meget veltillavede portioner. Og er man i området kan man besøge Grænsemuseet, der ligger lige overfor.

"I 1864 blev Danmark besat af Tyskland, hvilket betød at grænsen mellem de to lande blev ændret. Den daværende kromand havde ikke lyst til at kroen skulle ligge i Tyskland, derfor inviterede han tyskerne indenfor til en god omgang mad og drikke, og sammen besluttede de, at Grænsekroen fortsat skulle ligge på dansk jord."

Restaurant marinaeN, kolding

Har du været på shoppetur eller udflugt til Kolding, vil jeg på det varmeste anbefale dig at slutte dagen med en god bøf bearnaise med hjemmelavede fritter på Marinaen i Kolding Lystbådehavn. Den fåes ikke bedre. Stedet er smukt indrettet og maden i særklasse god. Vi har ofte spist god fisk dernede også.

restaurant skamlingsbanken

Skamlingsbanken er en 2-3 km lang randmoræne i Sydjylland mellem Kolding og Hejlsminde. Med sine 113 m o.h. er stedet det højeste punkt i det historiske Sønderjylland, og byder udover en smuk vandrerute og fantastiske udsigter også på en virkelig god restaurant.

Smuk indretning i gammel stil, god betjening og yderst veltilberedt gourmetmad, der aldrig skuffer.

Ude godt - men hjemme bedst

Vi elsker at spise ud og lade os forkæle med god mad. Men når alt kommer til alt, så er det spisested med den ubetinget bedste udsigt vores helt egen terrasse. INTET slår en stille morgenstud og en rolig aften lige her…..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *