Selvom børnene har fået ordet i år hvad angår feriedestinationen, og at et af ønskerne var, at vi ikke skulle rejse rundt, så har der nu alligevel indsneget sig et mini-øhop. Og på den måde kommer ferien også til at rumme et par helt nye destinationer, og alles behov er næsten ligeligt tilgodeset.
I dag kom jeg omkring et fint indlæg om øerne Paxos og Antipaxos – ikke at forveksle med Paros og Antiparos som ligger i øgruppen Kykladerne, hvor vi rejste rundt sidste sommer. Og jeg var ret hurtigt solgt, da jeg så billederne. Øerne er begge små, og heldigvis kan vi være fleksible med datoerne, da der ikke er mange overnatningssteder ledige (i vores budgetniveau). Men det lykkedes at finde et fint sted, som ligger lige hvor det skal. I al fald ift. hvad jeg kan læse mig til.
MINI-ØHOP
Paxos ligger blot en times sejlads fra Korfu, og vi er efterhånden erfarne ud i de græske færger, så jeg regner med, at vi finder sådan en og hopper på med en enkelt rygsæk pakket. Vi skal bo en enkelt nat (med mulighed for forlængelse) i havnebyen Gaios, hvorfra man bl.a. kan tage en båd-taxa til en af de efter sigende smukkeste strande i Grækenland – Voutoumi beach. Den ligger på den lille ø Antipaxos (øen er kun 5 km. lang og 2 km. bred, så man må kunne tage sig lidt omkring til andre strande til fods, tænker jeg) blot 15 mins sejlads fra Paxos.
På Paxos håber jeg vi kan komme lidt omkring til bl.a. byerne Loggos og Lakka, som ser virkelig fine ud.
Det bliver spændende at se, hvilke oplevelser disse 2 små græske perler vil byde på. Sidste år oplevede vi, at alle de øer vi besøgte, var utrolig forskellige på trods af, at de lå så tæt på hinanden. Det kommer jeg til at skrive mere om, når vi rammer juli & august.
Anti betyder i øvrigt, og som bekendt, “det modsattte af”, og efter en del goog’ling har jeg endnu kun en teori om, at man bruger Anti i forbindelse med en mindre ø, som har løsrevet sig fra hovedøen, og derfor hedder samme navn i “anti-form”.
Arh…se lige – en smuk lille fiskerby, hvor man helt sikkert kan sidde og drikke Frappe på en lille taverna!
Skriv et svar