I dette indlæg får du tip til de bedste steder, vi spiste i Paris, og som vi helt sikkert vender tilbage til næste gang. Vi besøgte byen i oktober 2023.
Chez Mademoiselle
Dette var bedste sted vi spiste hele ugen. Så god at vi måtte forbi hele 2 gange. Vi havde fået anbefalet stedet fra en af. mine veninder, som har fået det anbefalet af en lokal – den slags plejer at virke. Og det gjorde det også denne gang.
Simpelt og lækkert menukort, og begge gange fik vi en blanding af dagens ret og a la carte kortet.
Fra risotto med hvid fisk, til entrecoté, roastbeef og Chiasalat (som var så meget bedre og mere lækker, end den lyder).
Chez Janou - verdens bedste chokolademousse?
På et solrigt hjørne i fine Marais byder Chez Janou indenfor – efter du formentlig har måtte vente lidt i kø.
Stedet hitter pt. på Tik-Tok som bistroen med verdens bedste chokolademousse. Den serveres i kæmpeportioner til den herlige pris af 9 Euro, og er hver en cent værd. Vi delte, og kom ikke igennem den yderste gavmilde portion. Jeg glemte sågar at tage et billede.
Stedet lever fuldt ud op til dens “fame” – alt vi fik var fabelagtigt godt, og både service og stemingen var helt i top. Vi spiste os igennem Avocado/krebse tatar, gratinerede muslinger, burrata, pasta escargot, mousse au chocolat og creme brulee.
Dette sted er MUST eat, hvis du er i Paris. Og tilmed billigt.
L'Aller Retour - dit steak sted
Billedet fra L’Aller Retour er faktisk lidt misvisende, for samtlige hovedretter på kortet er steaks og kød. Og til rimelige priser. Stedet lå lige under vores lejlighed og kaldte på besøg. Det fortrød vi ikke – og er du til kød og møre steaks med fritter, så er anbefalingen givet videre.
Udover steak fik vi carpaccio, burrata (som altid) og oste, som alt var virkelig lækkert. Men en kende udfordret kort for de, der spiser vegetarisk dog:-)
Pink Mamma
Instagramfavoritten Pink Mamma ligger i området nær Moulin Rouge (Montmartre) – og skuffede ikke. Her skal du bestille bord i forvejen, og selvom alle drømmer om at sidde på øverste etage af 4, kan du ikke booke bord på en bestemt etage. Vi fik (som altid) burrata til forret, og derefter fik Jørgen lam og vi andre risotto med svampe. Alting virkelig lækkert.
Restauranten er i øvrigt en del af samme kæde og restauranten Bel Mondo, som vi besøgte i Madrid sidste år. Maden var bedre her i Paris. Vi besøgte også kædens anden restaurant East Mamma – menukortet er det samme, og her fik vi en virkelig god trøffelpasta og pizza.
Phillippe- bedste kaffe i Marais
Allerede første morgen faldt vi for den lille fine cafe lige rundt om hjørnet fra vores lejlighed.
Flere dage spiste vi god simpel morgenmad hos Phillipe, og de øvrige dage købte vi morgenkaffe hos ham. Utrolig venlig og hyggelig mand – og ikke mindst en skøn cafe med virkelig god kaffe – den bedste vi fik i Paris.
Mere fra Paris?
Lad dig inspirere til klassiske sights her – og de mere moderne instagramklassikkere her, hvor vi tager dig med rundt i Paris a la Emily in Paris




Skriv et svar