Mor og barn på vej mod søen efter vand i Udawalawe nationalpark
Dyrelivet her i Sri Lanka er langt rigere, end vi har oplevet i de andre asiatiske lande, vi har rejst i. Og således har de sidste uger budt på både krokodiller, masser af elefanter, fugle i fantastiske farver, aber, kryb, slanger, pelikaner, varaner og utallige flere arter. Når vi kommer til at mindes denne tur, bliver det helt sikkert med fokus på dyrene og den smukke natur.
Øen har et hav af nationalparker, hvor man kan se dyrene i deres naturlige element. Vi valgte parken Udawalawe, hvor man primært ser dyrene på savanne. Det er noget mere åbent end fx. Yala som måske er en af de mest besøgte, bla. fordi man her kan se leoparder (hvis man er heldig). Der er en del elefant-turisme, som vi går i store buer udenom – steder man efter vores mening ikke bør støtte, da man kan være i tvivl om, hvorvidt det er til dyrenes bedste. Og det må man aldrig være i tvivl om.
I udkanten af nationalparken ligger et afgrænset område, hvor de tager sig af skadede elefanter og hjemløse unger. Her lever de, og bliver fodret 4 gange om dagen, indtil de er ca. 5 år og man vurderer, de vil kunne klare sig selv i naturen i nationalparken. Enkelte kommer aldrig ud, men bliver i reservatet hele deres liv. De første måneder bliver de dog monitoreret via gps, således at personalet sikrer sig, at de kan færdes og klarer sig. Turister kan komme og opleve fodringen, og her bliver man bedt om at være stille, når elefanterne kommer til fodring, da “Nature is silent. You should be too” som der står på skiltet. Selvom det er lidt af en turistmagnet, var det en fin lille oplevelse at se de små kære elefanter kommer nærmest løbende og dansende mod de frivillige, der nøjsomt delte et kopmål til hver i en tragt.
1) Elefantfamilie på savannen 2) Elefant recovery place v/Uwawalawe 3) ready, set, safari in the jeep
Safari med magisk afslutning
Vores halvdagssafari var en 3,5 times jeeptur rundt i nationalparken, og vi havde en virkelig god chauffør, der spottede dyr alle steder. Vi har virkelig tæt på mange af dem – skræmmende tæt efter enkeltes mening. På vej ud af parken slog chaufføren et smut ud af en øde øde lille sti, hvor vi på et tidspunkt var overbevist om, at vi var på afveje. Men pludselig stod en mindre elefantflok i siden af vejen, og da vi slukkede motoren passerede de smukt ind foran Jeep’en og slendrede lige foran os. Få meter fremme lå en smuk sø med masser af bøfler og i naturen sagte stilhed, så vi mor og barn stille malerisk op ved søen for at få lidt at drikke. Lige der ramte vi måske turens højdepunkt. Ingen andre jeeps eller mennesker i nærheden. Kun os, pelikaner, bøfler og de kæreste tørstige elefanter.
Aghira River Camping
Efter dagene i højlandet var det skønt at mærke varmen igen, og vi boede 2 nætter på Agthira River Camping. Camping er måske så meget sagt. I al fald er det så luksusudgaven. Teltene var sat op på betonfundamenter og var superlækre. Hele området var virkelig fint, og med en smuk restaurant langs floden. Dog var maden ikke noget at skrive om, og servicen ringe. Men poolen var lækker og faldt i god jord hos 3 badehungrende børn.
1) floden (med små krokodiller, så ingen badning) ved campingpladsen 2) Vores telt.
Slange eller opladerkabel?
Vi nåede dog helt til sydkysten og byen Tangalle, inden vi fik de eksotiske dyr på helt nær hold. En halvdød mobiltelefon skulle en tur i opladeren, og bedst som jeg skal til at stikke kablet på plads, farer en slange frem, og jeg skriger så den må ha fået en nærdødsoplevelse (se videoen og beklager jeg fik rystet optagelsen, men jeg hoppede rundt i sengen). Måske ikke verdens største slange (ca. 1 meter og lidt mere end tommelfingertyk) – og ej heller farlig var meldingen fra receptionen – man da den forsvandt ind i Jørgens rygsæk, stoppede min slangetæmmer-karriere og hotellets rengøringsdrenge (hele 3 stk) blev tilkaldt:-) De grinede lidt, men var dog ikke mere kække, end at de også flyttede ting med kosteskaft, og til sidst fik rygsækken ud og tømt, så slangen igen kunne slange sig i fri natur. Hmmmm, behøver jeg sige, alt alle tasker blev tømt derefter, og at det ikke var de fedeste at stikke hænderne derned. Men tanken om at rejse videre med sådan en fætter på ryggen, var sgu for creepy!
Hunde-mødre
I dag har pigerne fået ferien bedste oplevelse. Til frokost fandt de på stranden en lille hundgård med 5 småbitte hundhvalpe. Personalet havde bygget en lille gård til de og det viser sig, at mange af hvalpene ikke har klaret den første måned. Tjeneren har selv taget 8 med hjem og de øvrige 5 har pigerne passet og plejet det meste af dagen. Moren er tynd og afkræftet og går hele tiden fra dem, så de er sultne. En pige gav dem mælk og mad v frokosttid, og her til aften måtte vi så afsted til supermarkedet, og pigerne har givet dem mælk. Tjenerne holder øje med dem og passer dem sammen med alle de forbipasserende turister, og vi ved allerede godt, hvad vi skal bruge den sidste halve dag i morgen på:-)
Skriv et svar